Uge 13 Santiago

Tirsdag kom vi til Santiago, 25 grader varmt og en meget tør luft omkring 30 % - så der skal drikkes noget vand. Vi havde fundet en 6 mands lejlighed i Las Condes, på 15 sal. Mona og jeg gik i indkøbs centret for at købe en julegave til hver af børnene, den måtte helst ikke fylde noget af hensyn til de hårdt stoppede rejsetasker. Lillejuleaftensdag tog vi metroen ind til centrum og så katedralen, præsidentpaladset og mødte julemanden på La Plaza. Santiago er meget smuk by, med mange flotte bygninger og udsigt til bjerge med evig sne. Der bor 6 mill. af chiles 16 mill indbyggere. Da vi kom hjem fandt vi en pool på nabo hotellet, det var rart da vi havde svedt en del i solen. Vi fandt også et plastik juletræ, og købte mad ind til juledagene. Juleaftens dag gik med indkøb og lave risengrød til frokost, lave et kombineret sne landskab af hotellets frotte håndklæder og krybbespil af klaras fingerdukker, svampebob og diverse figure, rengørings Signoritta faldt helt i svime over opstillingen. Sidst på eftermiddagen holdt vi pakkespil, fik hjemmelavede frikadeller med brun sovs og risalment. Dansede om juletræ på altanen i den stærke aftensol ( solen gik ned kl 2130 juleaften, og vi havde shorts på). Juledag tog vi metroen ind til den internationale anglikanske kirke, hvor en menighed på 125 fejrede julen, vi faldt i snak med en canadier og den tidligere ambasadør frue fra Hellerup, dejligt at snakke med engelsk talende igen. Lørdag ( 2. juledag) måtte vi op kl 4.3o og afsted til lufthavnen - fløj til Bogota i Colombia, havde 13 timers ventetid, så vi fik en guide til at vise os rundt i hovedstaden i 5 timer, var bla med svævebanen oppe på Cerro Monserrate, på bjerget 600 meter oppe, var en fin kirke og have anlæg med rigelig julepynt. Søndag morgen ankom vi til Los Angeles, det var lidt som at komme hjem igen, de snakkede engelsk, ville ikke stjæle alting og lavede ok mad! Vi havde lejet en bil og kørte ud til Hollywood stranden Santa Monica, hvor en kæmpe badebro førte ud i Stillehavets bølger, på broen var et tivoli hvor vi fik en rutsjebanetur, der var neger breakdancere, lystfiskere der fik bid, musikere og gøglere og en herlig hyggelig stemning, de er meget lige til og utroligt farverige disse ammerikanere.

Uge 12 Chile

Første stop i Chile var San Pedro, 5000 indb. ørkenby, søndag aften kl 9 var vi på stjernekiggeraften, en fransk astronom viste os rundt med sin laser, og franske charme på den mest fantastiske nattehimmel, 20 km uden for byen, vi kunne med det blotte øje se 4 galakser, og saturn stod helt klar, han havde bygget 15 teleskoper vi kunne kigge i og se stjerne tåger og planeternes måner. Mandag var Antons I-pod blevet stjålet, da de havde sovet for åben dør, men Signoritta fandt den under morgenrengøringen! ( teenagere og orden!) Mandag aften tog vi natbussen 1600 km sydover til La Serena, hvor vi i hemmelighed forberedte Klaras fødselsdag; 11 År - gaver på sengen ( i Chile kan man pludselig købe andet end lama-lort ) - balloner og flag guilander - skattejagt i byens indkøbscenter, massagestol og ende med at slå dragen af tønden i byens børne zoo. Næste dag lejede vi cykler og kørte langs stillehavskysten ud til Quiombo 15 km mod syd, besteg byens bjerg på 200 m på mouintain-bikes, her havde de bygget et beton kors på 60 meter med indvendig elevator, så vi kunne nyde udsigten. Resten af ugen gik med at cykle rundt i byen, jule shoppe, pool bade og prøve Stillehavets kolde bølger, lave lektier, Monas digitalfotoløb, Anikas konfektlavningsundervisning, Pouls idrætsdag, Klaras skattejagt, Kaspers tipsmesterskab og Antons Poolparty. Så nu er vi klar til at drage til Santiago og fejre jul.

Uge 11 Bolivia

Børnene havde fået en ovedosis af buskørsel på skod veje, så vi havde købt en flybillet fra La Paz til Sucre, flyveren kom ikke kl 10 som lovet og heller ikke kl 11 - ingen information, ingen talte engelsk- kl 13 dukkede den endelig op! I Sucre sloges 20 taxi chauffører om at køre os 2½ time til Potesi. Potesi er verdens højest beliggende større by i 4100 meters højde. Byen ligger ved CerroRico ( det rige bjerg). Her er der blevet gravet efter sølv i 500 år. Legenden siger at Spanierne er fjernet så meget sølv fra bjerget at man kan bygge en bro de 10.000 km herfra og ttil Spanien og en bro tilbage igen af knoglerne fra de 8 mill. mennersker der har mistet livet i minerne! Uhyggelige tal. Der arbejder stadig 8000 mand i coperativer i minen, vi købte Coca blade, og dynamit som gaver til minearbejderne, lavede en prøvesprængning uden for minen med 200 g TNT Plastisk sprængstof, som vi havde købt af en 6 årrig pige. Det gav et seriøst brag. Iført regntøj, hjelm og pandelygter, begav vi os ind i den klamme lavtloftede mine, hvor coca tyggende svedige arbejdere skubbede små togvogne med 1000 kg malm ud af sporet. Der var både Zink, kobber, tin og sølv i minen. Desværre er Bolivianerne nødt til at exportere stenfraktionerne til Chile, da de ikke selv har nogen forarbejdning, smeltning, de er og bliver fattige.

Onsdag i middagshede satte vi os i en bus til Uyoni, vi havde vist billet og lastet de 14 tasker og fundet vore nummererede pladser, så kom en båtnakke af en bus-steward og påstod på spansk at vi skulle med en anden bus, ud med alle pakkenelikkerne og hele tiden have et øje på alle tasker ( 40% af indbyggerne tjener mindre end 1 $ om dagen) , ingen af de andre busser vil kendes ved os, tilsidst kom vi via billet-bureuet tilbage til den oprindelig bus med alle tasker og børn, og jeg gokkede den båtnakkede steward lidt i hans sorte hoved.

Torsdag startede vores 3 dages tur ud i Saltørkenen, vi var blevet lovet en max to år gammel Toyota Landcruiser, den var på den gode side af 12 år, de lover væsentligt mere end de kan holde, men turister er nemme at nare. Vi fik tøjret alle taskerne oven på taget, og så gik det fuld hammer ud i ørkenen, med stop ved en togkirkegård, salt museum, et salt hotel bygget af salt, selve salt ørkenen er på 1,2 mill. ha 110 * 110 km , for 10 mill år siden var det en bjergsø i 3800 meters højde, nu er det en stor jævn hvid flade, vi kørte 70 km ud til en kaktus ø, med 10 meter høje kaktusser midt i søen. Næste dag fortsatte vi 7 timers kørsel i grusørken, Klara tabte en tand af de mange rystelser, så 4 forskellige laguner med flamingoer, masser af flotte bjerge og kom til en ruin med seks mands sovesale, der fik Sanholmlejren til at ligne SAS-hotellet.

Næste morgen stod vi op i frost og mørke kl. 4 og kørte et par timer til nogle geisere med svovl lugt og kogende mudder i solopgangen, kl 7 kom vi til en flamingo sø med en varm kilde, med 45 grader varmet vand, vi smed hue,vanter og skiundertøj og hoppede alle i det varme vand, mens vi kunne iagttage is på vandpytterne omkring os, og havde den mest fantastiske bjerg og flamingo udsigt. Spøjs oplevelse. Kørte 1½ time videre ad støvveje hvor vi ved en vulkan sø fik morgenmad, de hidtil tørreste briketter med noget brunsæbelignende noget de kaldte marmelade, som hævn stoppede vi deres banjo ( toilet på spansk), kloak systemet er ikke beregnet til toilet parpir, det har vi styr på, men det er heller ikke dimensioneret til danske rumper! det er små mennesker hernede Klara er på højde med de fleste voksne, i bussen er det kun turisterne der kan nå gulvet, når vi sidder på sæderne.

Til middag nåede vi den chilenske grænse, og tog afsked med vores firhjulstrækker, og så kom der asfalt! noget vi ikke havde set i 600 km! Og vi kørte nedad bjerget med propper for ørene til San Pedro. Ned til 27 graders varme, noget af en kontrast til morgenens frost.

Uge 10 Chusco

Vi er så fyldte med oplevelser og nye indtryk, at vi trænger til ro, renlighed og regelmæssighed, det midterste bliver svært i et land med 5 mill. hunde og regn hver dag og ingen asfalt, og 35 % har ikke inlagt vand og strøm, og kun de færeste varmet vand! Vi har besluttet os for at blive en uge mere i Cusco, for at få ro på sjælen, så vi har meldt os til et spansk kursus på 5 dage.



1. søndag i advent, Klara vækkede os med advents kransen på hovedet med 1 lys tændt, og hver havde købt en kallender gave. Gudstjenesten foregik for engangs skyld på dansk, Anton downloadede salmer på sin ipod og Kasper lavede debat oplæg over emnet bøn. Så tog vi en taxa op på bjerget, til den store kristus figur, og gik ned blandt lamaer og kvinder med lange fletninger. Vi skulle mødes med Pedro på 10 og hans 3 søskende på 13,17 og 20. Pedro var vild med Klara og Anikas lyse hår, det var tredje gang vi mødte dem, de kunne lige så meget engelsk som vi kunne spansk, men vi kunne spille kort, og kryds og bolle og drille hinanden, de ville meget gerne fotograferes med os, men hen på aftenen kom en hel flok teenage tøser, der også ville fotograferes med Kasper, det blev til sidst for meget for ham og så gik vi i seng!
De næste 5 hverdage havde vi 4 timers spansk hver formiddag, Kasper og Anika var en klasse og de to små og de to gamle en anden klasse, der blev terpet frugter, dyr og fraser og bøjet uregmæssige verber, enganimellem fik vi læreren overbevist om at vi skulle spille banko eller lege tegn og gæt. Torsdag aften var der hjemkundskab hvor en kok skulle lære os at lave lokal mad på spansk - Heldigvis var der også et andet dansk par - så vi fik kåret noget dansk og byttet lidt bøger.
Vi var så heldige at få fat på en lejlighed, tre værelser, bad og køkken og rigtige sofaer man kunne slænge sig i - det var dejligt at kunne lave mad igen, utroligt så hurtigt man bliver træt af restaurent mad. Vi fandtogså noget der lignede et supermarked hvor man kunne få rimelige råvarer.
Fredag aften tog vi nat bussen til Puno, og videre til La Paz, hvor vi ankom efter 19 timer, bussen satte sig fast i trafikken og vi stod af og fandt et fint hostel, Søndag var der valg og strejke i verdens højst beliggende hovedstad, så havde vi pludselig gaderne for os selv, sammen med byens børn der morede sig med fodbold og skateboard kørsel ned ad de nu menneske tomme gader.

uge 9 Macu Picu

Vi er lige vendt hjem fra Macu Picu trek, godt svedige og trætte i kadaveret.Det var en stor oplevelse, Vi tog afsted tirsdag morgen kl 6 - kørte i minibus sammen med vore 10 Portere - de skulle lave mad, bære telte, borde og stole, samt vore soveposer. Vi kørte i 1½ time ad Perus hullede grusveje, Klara kastede op 1. gang en blanding af køresyge og højdesyge. Anika var også lidt slatten pga. højderne. Vi vandrede 5 timer den første dag, paserede en del lokale bønder med æsler, og lamaer som trækdyr, pjattede lidt med nogle beskidte indianerbørn, når man satte sig for at hvile lidt blev man kysset i nakken af fritgående æsler, køer eller høns. Til frokost havde de seje portere overhalet os og sat køkken samt spisetelt op, opstillet 6 gule vaskebaljer og 6 vaskeklude. Så blev der serveret varm suppe, og en varm ris ret samt coca te. I Peru får man varm mad morgen middag og aften. Om eftermiddagen begyndte det at regne, så vi ankom til aftenlejren i mudder - Anika havde fået mave kramper og gik i posen allerede kl halv fem, vi andre blev trakteret med te, popkorn og butterdejs ostehapsere. Det bliver hurtigt mørkt kl. 18.15 så efter at have overvundet den naturlige modværge mod de mildest talt ulækre lokummer, var der tre retters aftensmad. Tidligt i seng under sydkorset, efter at Klara havde kastet op 4 gange og Anika havde mavekneb! Næste morgen blev vi vækket med coca te på sengen kl 6. Anika havde det dårligt og blev fulgt til landsbyens spansktalende doktor, han gav hende nogle piller og det blev bestemt at Mona og Anika skulle gå de 12 km tilbage. De skulle så finde en bus og tog til Macu picu town og finde et hostel der og mødes med os fredag. Vi tog afsked med de to store piger og begav os ud på dagens bjergetape, opstigning 1200 højdemeter i tynd bjergluft, man bliver let forpustet på trapperne og vi holdt derfor mange pauser, Klara havde ikke kunnet spise noget morgenmad, men hun genfandt hurtigt sit gode humør og tyllerde nogle colaer og kiks ned, og fik også smag for at tygge coca blade, en diciplin porterne var gode til, de slæbte alle over 30 kg og nogle af dem havde kun hjemme lavede sandaler af bildæk, de svedte voldsomt når de løb forbi os for at nå at tilberede mad og stille telte op før vi ankom. Da vi nærmede os toppen begyndte det at regne, Klaras ponchio var for lang, så hun faldt i den, hun fik våde bukser og frøs tænderklaprende i 4000 meters højde, vi måtte lave en hurtig omklædning under guidens poncio og fik hende gjort glad igen, vi nåede den døde dames pas, og manglede så blot to timers nedstigning, heldigvis kom solen tilbage og vi kunne nyde de mange vandfald. Fra vores topersoners telt havde vi den mest fantastiske udsig over Andesbjergenes sne toppe og roterende skyer i dalen. Klara havde fået forklaret kokken at pasta suppe var hendes hof! så hun kom hurtigt på toppen igen. Om natten var det Anton der havde ræserrøv - han nægter i modsætning til Klara at indtage Coca - skolernes misbrugskonsulenter har været lidt for grundige ved ham! På tredje dage lage vi ud med to timers opstigning kl 6 - vi paserede endnu et Inka ruin kompleks, en militær post, efter det 2. pas gik det nedad, og vi nåede snart tåge skoven, med lianer og tæt tæt regnskov - vi kom igennem 2 inka tuneller og vandrede på smalle terrasser - eftermiddagsmaden lærte vi guiden at spille røvhul - og så begyndt det igen at regne i de næste fire timer! man nu var vi bedre forberedte på regntiden og iført både regntøj og poncioer holdt vi os næsten tørre, dagen sluttede med 4000 trappe trin nedad, i begyndelsen ubehageligt stejlt, og sidst på dagen syrede benene. Så bliver man glad for et telt og en tør sove pose- skønt telt og ligge underlag var klamme af porternes sved! Det var den sidste aften så porterne havde lavet festmad, suppe, vegetarpizza, to slags ris noget de kaldte kylling og en sej gammel ko, frugtsuppe til dessert - vi havde fundet ud af kun at tage en gang og hurtigt sende faddene ud, Porterne gjorde store øjne over alt det vi levnede og deres øjne lyste - så var det et godt supplement til deres grød. De skulle have deres tip money og stilled op på række og sagde tak, de talte ikke spansk men Ketaye hvilket er et levn fra Inka tiden, de tjener 50 kr om dagen som bærer hvilket ikke er meget for at splitte sin ryg og knæ ad i bjergene. Midt på ruten så vi en turist med dårligt knæ blive båret ned ad en ihærdig porter! Næste morgen blev vi vækket kl 3.45 efter morgen pandekage gik vi med pandelygte mod sol porten, hvor vi nåede frem kl 6.30 sammen med 200 andre " pilgrimme" herfra ser man for første gang ned over Maco Pico med de karakteristiske bjerge bag. Vi kom ned og genfandt pigerne, og så var der ruin rundvisning, Inkaerne var dygtige håndværkere og mange af bygningerne stod indtakte efter 500 år i et jordskælvsområde. Vi tog med bussen ned ad bjerget og fik en tiltrængt frokost i byen, før vi tog med den eneste alternative til inkastien; det blå tog ud af dalen - toget kørte de 45 km vi havde gået på 1½ time det går ikke så hurtigt hernede, men en stor oplevelse at vandre med sine børn i den tynde luft og nå sine grænser og forundres over bjerge, historie, begonier i tusindvis, og menneskets trang til at bosætte sig de mest finurlige stedder. Det var en længere afhandling, stor og kærlig hilsen til alle derhjemme fra os alle!

uge 8 Højlandet

Vi er nu drejet til venstre - væk fra kysten op i Andesbjergene - drak coca te i 4000 meters højde da vi havde jaget fårene ud af restauranten, coca te skulle være vidundermidlet mod højdesyge, de lokale tygger det, vi nøjes med te og bolcher. Vi så den del lamaer i højlandet og det begyndte at sne da vi nåede de 5000 meter. I byen Chivay var vi i ude og bade i de varme kilder, udendørs bassiner med 38 grader varmt vand. Colgan Canyon blev nået efter 3 timers dårlig grusvej hvor Anika havde hovedpine og kvalme og jeg havde ræserrøv og mavekneb. Vi så nogle enkelte Kondore i luften hvor Canyonen var stejlest 1200 meter - kondoren er verdens største flyvende fugl med et vingefang på 3 meter. Højdesygen gik over i svovlbøvser til glæde for hele bussen.

Torsdag sejlede vi ud på Titticaca søen, en ferskvands sø på 170 km´s længde i 3800 meters højde, vi besøgte sivøerne ved Puno, præsidenten selv tog imod i bare tæer på en ø med 22 indbyggere, vi så hvordan øen var lavet af sammenbundne spagnum-lignende rodklumper med et metertykt bambuslag over, alt var lavet af bambus; huse, både tandbørster og de spiste bambus. Vi så deres soveværelse og prøvede de lokale farverige dragter, købte lidt hæklerier og sejlede 3 timer længer ud på søen hvor vi kom til Amantani, her skulle vi bo hos Nelly, hun havde lavet suppe over åben ild, som vi fik serveret af lerskåle i et lerstampet køkken, hvor bordet knap kunne give plads til 6 skåle. Vore børn charmede sig hurtigt ind hos hendes 6 mdr. gl. baby hun havde på ryggen og den 5 årreige pige med de beskidte hænder. Om eftermiddagen var der fodboldkamp mellem turister og lokale indianere , hvorefter vi besteg øens bjerg med et Inka offer tempel i 4150 meters højde, det var pænt hårdt i den tynde luft. Heldigvis havde de lokale kvinder lavet en del textil shops langs ruten, så vi kunne blive standsmæssigt ekviperet i lamauld i sjove farver. Efter en vegetar menu i indianerhytten drog vi iført fuld inkauniform til fest i det lokale forsamlingshus. I bulder mørke fulgte Anton husets 5 årrige datter hjem fra ballet, nu vil han giftes med en højlandsindianer. Der bor 4000 på øen men findes ingen motorer , kun lidt sol celle strøm til svag hytte belysning. Det regner hver nat på øen, så næste morgen gik vi et voldsomt mudder ned til båden og sejlede 1 time i voldsom bølgegang og regn over til nabo øen Taquila hvor det klarede op og vi besteg en tilsvarende top 350 meter spiste på toppen og gik ifølge Klara ned ad 521 trin til båden. Lørdag kørte vi op til Cusco den gamle Inka hovedstad, hvor vi samler kræfter til næsteuges pilgrimsvandring ; MarcuPiccu 45 km over tre pas - den gamle pilgrimsrute .

uge 7 Peru

Efter en mellemlanding i El Salvador landede vi i Perus hovedstad Lima, en skræmmende stor by med 9 mill. indbyggere. Vi blev kørt i aflåst taxi til vores hotel, måbede lidt over de mange overfyldte minni busser og hullede veje samt ivrige brug af båt hornet. Den første dag i Lima blev Mona og Kasper klippet, det var lidt vanskeligt at forklare Signorita hvordan de gerne ville have frisuren - men de blev klippet! Vi brugte en del timer på et bureo med at købe en 10 dages pakke rejse med diverse busser og overnatninger - da vi var enige om teksten og skulle betale ville de kun have kontanter og i $ - jeg måtte hæve 17 gange 10 stk 20 $ sedler hvor ved vore kort blev spærret - og gemme de mange sedler under trøjen og så prøve at se fattig ud - mens jeg sneg mig forbi lommetyvene og op til agenten for at betale - først skulle jeg tælle sedlerne for ham - så talte han efter to gange og kiggede alle efter for vandmærke og til sidst skulle hans chef tælle efter - jeg var ved at gå op i limningen og kunne oven i købet først få vores bekræftigelse efter to timer! Nå men det var en fin tur båtnakken havde lavet; afgang med VIP bus næste morgen kl 3.15 AM første stop i Caracas også kaldet fattigmands Galapagos hvor vi sejlede i speed båd på Stillehavet blandt Pingviner, Søløver og delfiner og kæmpe fuglefjelde med Skarver, pelikaner og terner. Vi kørte videre til Ica - det er paradoksalt at køre i luxus bus og se på folk der bor i noget vi end ikke ville kalde et skur! I Ica mente en tyk taxichauffør at vi alle kunne være i hans lada 1100 med 14 tasker - det lykkedes også, han kørte os med vilje til det forkerte hotel og forsøgte på tilbagevejen at overtale os til en byrundtur nu vi alligevel var ude at køre - vi trængte bare til at få luft!

Næste dag tog vi med bungicar ud i en sandørken på 400 km. Vi kørte ræs i åben bil med sandbriller og gjorde stop på sandtoppene og kørte på sandboard ned i susende fart. Spiste i en oase og sejlede lidt på vandcykel og kajak.

Næste stop var Nazca hvor vi overfløj de mystiske Nazca linier; Linierne er lavet for flere tusindår siden og viser underliggende vandlag fra Andesbjergene og ud mod Stille havet. Humorristiske forfædre har moret sig med at lave 100 m store figure bla. en abe, en kolibri og en kondor . Piloten kæntrede flyet 45 grader først til højre og så til venstre ved samtlige 12 tegninger - hvilket gav Anika en bleg ansigtsfarve!

Uge 6 Vest kysten

Mandag vågner vi op 3 meter fra The Pasific ocean - havet levede ikke op til sit navn, da bølgerne har buldret ind mod kysten i en taktfast rytme hele natten, I Montery ( hvor John Steinbecks et mægtigt gilde foregår) besøgte vi stort akvarium. HP printer havde sponsoreret et børnevenligt havdyrs naturformidlings sted. Hajer, Gopler og hav fugle vi næste kunne klappe og udenfor i havet var de frie søløver i hvalfarvandet. Længere nede ad kysten fandt vi en elefandt-sæl koloni.

Highway 1 er på sine steder meget stejl og der er byget 29 broer over store kløfter, så man kan køre helt ude på kanten af havet. Vi kørte til Oxnard og mødte Lene Justesen Vester, 20 årrig morsingbo der arbejder som Vollentør ved en kirke under opbygning " Open Church" Et ungt dansk/ australsk par sidst i tyverne, fik nøglen til kirken for et år siden, den var kørt i sænk; en gammel præst og 2 i menigheden og renoverings trængende bygninger - de samler donationer ind til genopbygning og er begyndt at holde gudstjenester i en lånt nabokirke og børneklub i lejligheden. Onsdag er der food-bank uddeling af madrationer til værdigt trængende. Kl 11 ankom 8 tons frugt, grønt og brød. 20 tandløse spaniolere og os 10 blege hvide bar ind og pakkede 400 mad kasser med 20 kg mad i hver. kl 5 startede maduddelingen men allerede 4 timer før begyndte de første at stille sig op i køen i bagende sol, de havde skamler og paraplyer med og nød hinandens selskab som til en dansk bingo aften. kl. 5 gik køen hele vejen rundt om blokken ca 400 familier. Der var en DJ ved kirkens indgang der skratsede med hip hop lp'er mens der blev delt kaffe og kager ud, børnene kridt tegnede hele fortovet og så tegnefilm på kirkens udvendige mur. Fin oplevelse i fællesskab at hjælpe med at mætte mange, og dejligt at se en kirke i vækst.

Ugen afsluttes i Disneyland med rutsher-baner og tøjbamser der vil fotograferes og fantasifulde shows med dans og musicals og fyrværkeri. Vi var inde at se en skilpade film med chrush han svømmede rundt på en storskærm og svarede på spørgsmål fra publikum, han førte lange samtaler det mest utrolige var at han også med kom hen til der på skærmen hvor folk var! De kunne lave filmen efterhånden som interwiuet skred frem!!

Søndag var vi i Chrystal Church i LA, der var plads til 3000 mennesker, og stort kor og orkester og storskærm hvor vi kunne følge præstens datter i live samtale med hovedrolle indehaveren af præmiere filmen " Sahras choise" Hver søndag tv transmiteres hour of power til det meste af verden. Det var lige dele show og kirke!

Så blev der vasket tøj og bil pakket ryksække og smidt ud og sendt hjem til vi kunne bære resten, camperen aflevert og nu sidder vi med ryksækken i El Salvedor på vej på nye eventyr......

uge 5 Yosemite og San Fransisco

Mandag forlader vi Death Vally det varmest sted i nord amerika ( vi havde 28 grader ) og køre gennem sne sidst på dagen og ankommer til Yosemeti nationalpark. Tirsdag går vi en lille tur op på et fjeld 100 m højt men Anika går videre for sig selv, vi tænkte at hun bare trængte til at være lidt alene, men hun kom ikke tilbage, og vi ledte i over to timer og til sidst var Mona ved at arrangere bil transport med et australsk par ned til Rangeren for at få hjælp ( der var ingen mobil dækning i området) men lige da de satte sig ind i bilen dukkede Anika op igen, hun havde mistet orienteringen på fjeldet og havde vandret rundt i 2½ time! Glade blev vi alle!
Lidt senere så vi en bjørn krydse vejen 10m foran bilen og da vi fandt en campingplads nede i dalen var det af den primitive slags uden strøm og med kun koldt vand på toiletterne, og et stort jern skab som al maden fra bilen skulle anbringes i for natten, der var nemlig bjørne garanti hver nat! Vi skulle sove med 2 kaseroller inden for rækkevide så vi havde noget larm til at skræmme bjørne med. Vi så en del skræmmebilleder af bjørne der var kravlet ind i folks biler for at finde mad! Man vi så og hørte ingen bjørne den nat.
Næste formiddag lejede vi cykler og så to ulve små slåse i skov kanten, senere så vi kæmpe fyr træer på 65 m højde og 1900 år gamle, der var højtideligt stille blandt kæmpetræerne.
Torsdag besøgte vi Jerry i Fresno han drev sammen med 3 brødre 5000 ha og havde 1500 malkekøer og 650 søer . Vi så hans svin og mandel plantage samt bomuldsmarken, vi plukkede en stor pose mandler og besøgte hans familie.
I weekenden kom vi til San Fransisco - en smuk og charmerende by med stejle gader og masser af hav udsigt. Vi kørte i kabel sporvogne var til Halloween i gaderne, mange var klædt ud og klara lærte at trick og trete i butikkerne og fik hurtigt en stor pose slik samlet sammen. Søndag var vi til norsk gudstjeneste i sømandskirken og bag efter cyklede vi over Golden bridge i det fineste solskinsvejr og sejlede hjem over bugten i den fineste solnedgang med verdens skukkeste bro i baggrunden.

uge 4 i Grand Canion

Vi kom forbi Petryfied forrest NP et fantastisk sted midt i ørkenen kunne vi vandre blandt 100 vis af forstendede træstammer, det lignede store brændestykker da de var knækket naturligt i meter stykker og vi kunne tydeligt se årreringene utroligt fænomen.
Midt på ugen gik min store drøm i opfyldelse; at vandre ned i Grand Canion - man skal egentlig reservere biletter 13 måneder i forvejen, men vi var heldige at få nogle restpladser kl halv syv om morgenen i frost vejr, så var det på med rygsækken og vandre nedad, ad smalle bjergstier med hårnålesving og 100 vis af meters frit fald, det blev hurtigt shorts vejr, og vi fandt en klippe hule med skygge til middagsmaden, men en trøje trillede fra os 5 m ned og Mona fik sjove ansigtsfarver da Anika kravlede ned efter den, efter 6 timer kom vi ned til colorado floden og over en flot hængebro, spillede kort i skyggen ( 27 grader) mens Klara fangede fisk med hænderne. I dalen var den del campister i telt og vi sov på sovesal, på Fantom ranch. Alle forsyninger blev båret ned på mulddyrs karavaner ad den 15 km lange bjergsti.
næste dag stod vi tidligt op og bebyndte opstigningen, det var et anden rute vi fulgte ligesom en dal på tværs langs en fin lille elv, vi kunne se dal bunden forand os som en mur, men ikke ane stien, men da vi først kom op ad kunne vi ane puslinge mennesker på de smalle bjerg terrasser - størrelser og afstande var helt umulig at vurdere i det enorme hul- det var ca 1600 meter dybt og 15 km bredt og over 450 km lang! Og uendelig stille dernede. Ved aftensmaden kom Mona i snak med et ammerikansk par vi havde passeret under nedstigningen, hun var pludselig gledet ud over skrænten men havde heldigvis fået vandre stavene banket i grus siden så manden kunne hjælpe hende op - trods den beretning havde vi alle en fantastisk tur som alle klarede til UG
Weekenden endt i Las Vegas, hvor Mona blev køresyg i en 4d biograf - vi så springvand og sørøverslag, vulkan i udbrud og blev båret frem af menneske mængden på the STIP .
Søndag morgen var vi til katolsk messe i Vegas der var 5 messer den dag med over 600 deltagere. Meget fin klasisk musik til og en smuk kirke med glas mosaikker i sidevinduerne men ellers enkelt og hvid.

uge 3 på farten

Rejserytmen er ved at indfinde sig, vi er ved at indstille sjælen på at det ikke bare er en uges ferie men en ny hverdag der skal systematiseres; det var let at lære at sove længe og ikke tænke på landbrug og skole, det er også vigtigt at drive og dase indimellem for vi kan ikke fortærre nye indtryk fra morgen til aften, meget tid går med at køre, det nyder i gamle så kan man nyde landskaber og nye synsindtryk, børnene spiller og sumper og kravler under dynen, Mona er næsten ved at lære at det ikke kan betale sig at sige " neeejjhh se nu et bjerg..." det er lige som om at de ikke er modne til landskabsbenoelse og arkitekturfryd - det kræver +40 !! men lave grin med deres gamle mor der i telefonen spørger til Geoginernes tilstand i Danmark! Vi har dog spået dem alle en fremtid som Tagetis-freeks om et kvart århundrede!!
Vi fandt et fint museum i Edmond nær Oklahoma, det omhandlede det store " Land-race" den 22 april 1889 om morgenen var der kun en jernbane med et trinbræt, men til middag ankom over 10.000 nye indbyggere og plantede et flag på en lille parcel, man havde fortrængt indianerne og nu uddeltes jorden gratis. I løbet af 3 måneder havde kvinderne åbnet en skole og efter 3 år havde man bygget et flot universitet. Vi så et by billede efter 5 år og da var det et helt ciciliseret samfund den røde prærie var forvandlet til. De har nybygger og comboy blod i årrene fra en kant af!
De første 2500 km ned til Mississippi kørte ve mest gennem skov områder, efter Mississippi blev det agerland med ris, bomuld soyabønner og majs - jo længere vi kommer mod vest mere barsk, og mere græs med angus kvæg i Texas og nu i New Mexico er det mere ørkenagtigt, med lave buske og store lava sletter og smukke bjerge i rødlige farver og uendelige udsigter. Facinerende landskab lige til en comboyfilm. Og efter 300 km i ingenting - dukker der pludselig en by op; Sante Fe en kunstner by med spanske huse med flade tage, og et utal at Indianere der sælger kunst håndværk, Nste morgen tog vi 5 km op til et skisports sted hvor vi vandrede i 1½ time i 22 graders varme op til et vandfald, det er koldt før solopgang 2-3 grader men sommershortsvarmt om dagen.
Vi kørte videre mod Gallup undervejs kom vi forbi et kassino midt i ørkenen kl 15 om eftermiddagen, vi havde ingen frokost fået og gik ombord i et rigtigt ammerikaner experiment; spis og drik hvad du kan for 20 $ der var fisk og skaldyr fra middelhavet, Brasilliansk køkken med mørbrad, grilled kylling etc. et Asisk køkken et Ammerikansk med kun kød, et salat og suppe køkken og en konditor der sagde spar to, husmandsmentaliteten kom over os og vi besluttede os for at slå frokost, kaffe og aftensmad sammen og spiste uafbrudt i en time, vi havde alle glemt at mærke efter at vi egentlig var mætte, vi måtte med skam levne og en efter en liste os ud på toilettet uden at skvulpe over, for at forsøge at skabe mere plads ved at overtale maden til et skynde sig igennem systemet, det lader sig imidlertid ikke gøre og først efter at vi blev trillet ud i camperen og fik bøvset en del, lykkedes det efter en times tid at få maden overtalt til for alles vedkomne at vælge den reglmssige vej gennem tarmsystemet- vi følte os som gravide der havde overståetto juleaftens middage i træk ! vi gør det aldrig mere og faster i morgen.

11okt

kære venner og familie
i forgårds ankom vi til graceland og i går var vi inde at bese besiddelserne, dog skulle vi for at komme ind stå i kø for at blive kørt de 200 meter derover fra billetsalget, der var mange sjove og anderledes rum, og vi dvælede også nogle få minutter ved gravpladsen for ham og hans forældre og bedstemor. vi var vist ikke elvisfans nok til også at se hans fly og alt det andet gøgl.
om eftermiddagen besøgte vi memphis ZOO det var stort og flot med bla. to pandabjørne en opposum som lever her naturligt, vortesvin, flodheste, stinkdyr, flagermus og meget andet.
i dag søndag stod vi tidligt op spiste morgenmad på pancake house, og fulgte route 40 mod vest mod little rock vor der blev tid til endnu en gudstjeneste i en baptistkirke hvor vi også denne søndag blev taget imod med lovsang og stor gæstfrihed, anika faldt i snak med et par jævnaldrene piger, det var godt for hende, måske de kan facebooke lidt sammen. i littlerock så vi parlamentsbygningen og et mindesmærke over 7 sorte highscool elever der var banebrydene for integration af sorte på hvide uddannelses institutioner. desværre er der her i sydstaterne stadig opdelt sort hvid i kirker og skoler, ja det er jo trist her så mange år efter . et er lov et andet virkelighed.
vi er nu landet 100 km vest for littlerock.
Håber i hygger jer i efterårets sidste uger, snart er det tid til tæpper og stearinlys
knus til jer alle fra os 6 Mona

dag 12

Kørte op i Smokey Mouintain og lejdede 6 heste i en time, red med en cowboy igennem en stenfuld flod så vandet sprøjtede, vi så vilde kalkuner og dådyr, senere viste han os vildsvine spor i en grøft og kratte mærker efter sort bjørne der havde gemt deres mad i hullerne i døde træer. Det var en fin tur som vi kunne mærke i vore popoer længe efter.
Bag efter kørter vi Cades Cove rundt; en 17 mil lang loop rund tur, ensrettet hvor vi ofte kørte kofanger ved kofanger og spejdede efter dådyr. Flot tur i en frodig dal med store græsmarker og altid bjergene som baggrund, der var en del 1oo år gamle trælader, kirker og andet børneguf! Det var ret ammerikansk at side på sin flade og opleve, De er glade for deres store biler og kører til alt, vi har været på drive ind høst marked, der er drive ind kirker og drive ind hæve automater, i søndags skulle vi i kirke i gå afstand, man camping mutter frarådede og med rette at gå pga manglende fortov, det er svært at finde cykel og gå steder , det er bilernes land.
Ved visitor centeret i Cades Cove blev der advaret mod aktive slanger ved husene, og vi fandt da også nogle sløve små slanger ved en gammel vandmølle, det gjorde det endnu mere spændene at vandre i skoven og hoppe på sten over floden.
Om aftenen var vi Dixi Stamped show i Pigon Force, Vi tog en sporvognsbus derhen, Vi blev bænket 1000 mennesker omkring en indendørs ridebane, hvor vi så et flot heste show med prærie vogne, indianere, cowboyder, bøfler og bardanserinder i cancan kjoler, mens vi fik serveret suppe, og en hel grill kyling pr. mand samt flæskesteg en halv kartoffel og en ½ majs kolbe, det hele skulle spises med fingerene, ingen alkohol men ad lib pepsi, appelpie til dessert. Vi var på Nordstats holdet og skulle buuhe ad sydstaterne på den anden side, der blev konkurreret i hønse drivning, grise vædeløb og bord afrydning. Afsluttes med duer og fyrværkeri. Sjov aften, de er gode til underholdning.

Kære alle
nu er mor kommet til tasterne
vi har haft nogle smukke dage i shenandoa nationalpark, gode traveture giver godt humør og god appetit og søvn, køreturene er med poul ved rattet indtil videre, og mig ved kortbog og stemmen til gps'en, og det går efterhånden godt, dog fik vi lavet en grim skade på bagenden af camperen, i lørdags på en tankstation den er indtil videre lappet med gaffatape og plastikposer.
vi gamle nyder de flotte udsigter på køreturene, der sumper børnene med musik spil eller en lur bagerst i vores seng,
ellers er de bedste dage når alle er tilpas og griner og leger, sådan er det tit, og det er svært at forstå at vi ikke har været væk i to uger endnu,vi har allerede nogle rutiner i hvordan vi kan fungere i vores nye lille hjem.
søndagen gik med markedsbesøg,kirkegang og bjergbestigning eller i hvert fald nedstigning, men det har kasper vist skrevet om. Aftenen sluttede med regnvejr og filmhygge på denne nats campingplads, lidt syd for great smoky mauntains, i gyngestole foran den udendørs pejs med regnen trommende på bliktaget, ren hygge ude i den store skov.
efter vores dag i dag med køretur op og ned i great smoky mountains i tåge og flotte farver kom vi til Dolly Partons forlystelsespark, dollywood, der stod i høstfestens tegn og hvor poul og de tre store fik skreget igennem på rutsjebanerne, og vi blev godt våde i dolly river eller hvad den nu hed, er vi nu kommet til nattens campingplads, har badet alle mand og vasket tøj, nu er det tid til godnathistorie, og aften kakao. i morgen vil vi gå på opdagelse i bjergene, måske finde nogle indianere.
håber i trives derhjemme, det gør vi her, dog med en tåre på kinden af og til når der savnes kærester familie, og venner,men det hører vist med.
knus til jer alle
mona

on the roads

Vi kom ud af NewYork og fandt en Autocamper, en 5 år gammel sag med 8 cylindere og automatgear, 10 lang kører godt men larmer en del for de der sidder bag i, når vi skramler afsted med 60 miles ned ad highwayen. Vi er ved at lære GPS en men det er vanskeligt med de mange afkørsler der er smidt ud med en møggreb, på et tidspunkt hvor vi rundede Philidelpia i myldertiden på en 8 sporet motorvej var der tre lag tilkørselsramper over hovederne på os!

Men de kører nu meget hensynsfuldt, de der sjove ammerikanere!

Vi har været inde i Washington DC og tjekke byen ud, en rigtig vise frem by, store boulevarder og pompøse bygninger. Mange Veteraner med tåre i øjenen ved de forskellige krigs monumenter, pludselig kom tre helikoptere ind over the mal og landende ved det hvide hus kl 10 i tolv, mens bevæbnede vagter stod klar på byens tage, vi tror at Obama kom hjem til frokost!

Vi har også besøgt Amish området ved Landcaster, og set gule færdselsskilte med hestevogne, spændende minimalistisk tankegang og formentligt godt for for folkesundheden med ideen om at gøre tingen uden maskiner men med hårdt fysisk arbejde.

Nu er vi landet ved den nordlige indgang til Shenandoah naturpark, og vi har haft en overligger dag, hvor der blev lavet matematik, gjort mobilhome ren, repareret vandslanger spillet barsket ball og løbet morgentur, fundet kæmpe græshoppere og tennisboldtræer som blev brugt til bowling blandt Herreford kalvenes ben. Klara gik syngene i brusebad 200 meter væk men kom stor grædene tilbage fordi at hunikke kunne låse den mærkelige ammerikanske lås op!! Krise - men hun kommer sig!

Vi er i aftrapning, ingen mobil telefoner og kun internet hver anden dag arbejdene op til et utopisk mål om 7 dage uden!!! det er hårdt for nogen!!!

I morgen tager vi op bjergene og skal ud på en 7 km naturpark vandretur. Vi har 2300 km ned til Mempis og regner med at det kan gøres på godt en uge. Vi kan allerede nu mærke at det er mildere og at insekterne bliver vildere, der er lidt kakkelakker på lokumsbræterne , det er værst for dem selv!

Pas godt på hinanden! kh Poul

Så kom vi afsted, en mærkelig fornemmelse; når man har forberedt noget gennem år og det så pludselig sker... Vi er vist både ; spændte, foventningsfulde og bekymrede på samme tid!

Både vore forældre og Karin med Edith og Asta var mødt op i lufthavnen for at vinke farvel, det var rart at blive fulgt til grænsen og få det lille puf!

Fin flyrejse, vi fik set Island, grønland og Canada lidt fra oven, fik udfyldt 7 skemaer + forhånds registreringen hjemmefra, og efter at den skeptiske sorte tolder havde taget elektroniske fingeraftryk af 60 svedige nordjyske fingre, fik vi lov at komme ind i : Guds eget land!

Det er der også mange andre der har fået lov til, så ret hurtigt blev Anton mast ud af lufthavnstoget , mens vi kørte videre. Han er er rolig fyr, så han slæbte blot oppakningen ind i det næste tog, og vi blev genforenet på næste station.

Med tog og gule taxier fandt vi frem til et hotel på Man hatten ( Kasper har ændret navn fra ham med hatten til manden med hatten) . Vi indtog en tre lags sandwich med 70 % kød og lidt brød.

Så gik vi brædderne - lang rejsedag og 6 timers tidsforskel.

I weekenden har vi gået os et trælår til ; vi sejlede forbi frihedsgudinden, og besøgte immegrant museet på Ellis Isand, ved århundrede skiftet kom der hver dag 5000 nye håbefulde og bekymrede emmigranter sejlende til USA , de blev målt, vejet og vurderet på øen, og nogle sendt retur. Det var tankevækkende at gå rundt og se stedet sammen med folk fra alverdens lande, på et sted hvor stort set alle har en indvandre historie.

Siden vandrede vi til Ground Zero, China Town og littel Itali - og fulgte Broadway hjem.

søndag var vi på Naturhistorisk museum, kendt fra filmen : Nat på museet - desværre var vi der kun om dagen, så dyrene blev ikke levende!

Om aftenen var vi til Screek musical - hvilket var en utrolig fin oplevelse.

Vores by tur slutter i dag mandag og vi fortsætter i bil - vi regner med at det tager mindst 14 dage at vænne sig til at være rejsende! Ind til videre er det mere som en storby ferie.

Vi er stadig spændte, lidt bekymrede og en hel masse forventningsfulde.

Pas godt på hinanden, Danmark CO 2 ballancen!

NB ammerikanerne er forand mht forbruget at toiletparpir idet at stykkerne er mindre end i DK , de er kvadratiske og derfor kun 10 x 10 cm!