Uge 11 Bolivia

Børnene havde fået en ovedosis af buskørsel på skod veje, så vi havde købt en flybillet fra La Paz til Sucre, flyveren kom ikke kl 10 som lovet og heller ikke kl 11 - ingen information, ingen talte engelsk- kl 13 dukkede den endelig op! I Sucre sloges 20 taxi chauffører om at køre os 2½ time til Potesi. Potesi er verdens højest beliggende større by i 4100 meters højde. Byen ligger ved CerroRico ( det rige bjerg). Her er der blevet gravet efter sølv i 500 år. Legenden siger at Spanierne er fjernet så meget sølv fra bjerget at man kan bygge en bro de 10.000 km herfra og ttil Spanien og en bro tilbage igen af knoglerne fra de 8 mill. mennersker der har mistet livet i minerne! Uhyggelige tal. Der arbejder stadig 8000 mand i coperativer i minen, vi købte Coca blade, og dynamit som gaver til minearbejderne, lavede en prøvesprængning uden for minen med 200 g TNT Plastisk sprængstof, som vi havde købt af en 6 årrig pige. Det gav et seriøst brag. Iført regntøj, hjelm og pandelygter, begav vi os ind i den klamme lavtloftede mine, hvor coca tyggende svedige arbejdere skubbede små togvogne med 1000 kg malm ud af sporet. Der var både Zink, kobber, tin og sølv i minen. Desværre er Bolivianerne nødt til at exportere stenfraktionerne til Chile, da de ikke selv har nogen forarbejdning, smeltning, de er og bliver fattige.

Onsdag i middagshede satte vi os i en bus til Uyoni, vi havde vist billet og lastet de 14 tasker og fundet vore nummererede pladser, så kom en båtnakke af en bus-steward og påstod på spansk at vi skulle med en anden bus, ud med alle pakkenelikkerne og hele tiden have et øje på alle tasker ( 40% af indbyggerne tjener mindre end 1 $ om dagen) , ingen af de andre busser vil kendes ved os, tilsidst kom vi via billet-bureuet tilbage til den oprindelig bus med alle tasker og børn, og jeg gokkede den båtnakkede steward lidt i hans sorte hoved.

Torsdag startede vores 3 dages tur ud i Saltørkenen, vi var blevet lovet en max to år gammel Toyota Landcruiser, den var på den gode side af 12 år, de lover væsentligt mere end de kan holde, men turister er nemme at nare. Vi fik tøjret alle taskerne oven på taget, og så gik det fuld hammer ud i ørkenen, med stop ved en togkirkegård, salt museum, et salt hotel bygget af salt, selve salt ørkenen er på 1,2 mill. ha 110 * 110 km , for 10 mill år siden var det en bjergsø i 3800 meters højde, nu er det en stor jævn hvid flade, vi kørte 70 km ud til en kaktus ø, med 10 meter høje kaktusser midt i søen. Næste dag fortsatte vi 7 timers kørsel i grusørken, Klara tabte en tand af de mange rystelser, så 4 forskellige laguner med flamingoer, masser af flotte bjerge og kom til en ruin med seks mands sovesale, der fik Sanholmlejren til at ligne SAS-hotellet.

Næste morgen stod vi op i frost og mørke kl. 4 og kørte et par timer til nogle geisere med svovl lugt og kogende mudder i solopgangen, kl 7 kom vi til en flamingo sø med en varm kilde, med 45 grader varmet vand, vi smed hue,vanter og skiundertøj og hoppede alle i det varme vand, mens vi kunne iagttage is på vandpytterne omkring os, og havde den mest fantastiske bjerg og flamingo udsigt. Spøjs oplevelse. Kørte 1½ time videre ad støvveje hvor vi ved en vulkan sø fik morgenmad, de hidtil tørreste briketter med noget brunsæbelignende noget de kaldte marmelade, som hævn stoppede vi deres banjo ( toilet på spansk), kloak systemet er ikke beregnet til toilet parpir, det har vi styr på, men det er heller ikke dimensioneret til danske rumper! det er små mennesker hernede Klara er på højde med de fleste voksne, i bussen er det kun turisterne der kan nå gulvet, når vi sidder på sæderne.

Til middag nåede vi den chilenske grænse, og tog afsked med vores firhjulstrækker, og så kom der asfalt! noget vi ikke havde set i 600 km! Og vi kørte nedad bjerget med propper for ørene til San Pedro. Ned til 27 graders varme, noget af en kontrast til morgenens frost.