Ankom med nattoget til Hue, kystbyen lige syd for DMZ den demilitariserede zone, nord syd grænsen fra 1955 til 1975. Blev installeret på et 100 år gammelt franske hotel, med koloni stemning, højt til loftet, frotte morgenkåber og frisk frugt serveret flere gange daglig, nød værelsernes aircondition da der igen er 38 grader uden for! Tirsdag var Kasper og jeg på morgen løbe tur langs floden, mens de lokale lavede stræk øvelser i Ho Chi Minhs navn. Efter morgensvømmetur i poolen og et overdådigt fransk morgentaselv bord kørte vi op til den gamle grænse, sammen med Anhe vores guide, 62 årrig veteran, havde selv kæmpet på ammerikanernes side, da han kom fra Hue i syd vietnam. Først så vi en katolsk kirke der var sønderbombet, siden Vinh Mos-tunellerne, 1700 meter håndgravede underjordiske gange, hvor op mod 2000 civile havde søgt bombeskjul under de massive bombardementer ( der blev smidt flere bomber i Vietnam end under hele 2. verdenskrig!) 17 børn var født dernede, man lavede aldrig mad derned af frygt for at røgen ville afsløre skjulestedet, lige som den opgravede ler blev skjult af strand sand. Ved Ben Hai floden var grænsen mellem nord og syd før ammerikaner kom, og her kunne familier udveksle hilsner over kæmpe højtalere over floden, og der blev forsøgt at sende madgaver over til det fattige nord. Som jerntæppet blev grænsen her også overvåget af vagttårne med maskingevær på nord siden!
Vi så en af utallige kirkegårde med alt for mange ens sten, kun 10 % havde navne resten var flytet fra store massegrave uden identifikation, mange unge 15 - 20 år og 1/3 kvinder! På den anden side af vejen viste Anhe os en forladt tanks og en del rustne granater. Han havde selv oppereret i området og mistet mange kammerater der! Fortalte bla. at hans datter for nylig var kommet hjem fra den kommunistiske skole og havde sagt: far du er en ond mand der hjalp fjenden under krigen! Han turde ikke forklare sig over for datteren af frygt for at komme med samfundskritiske udsagn, kunne derfor kun græde! Da kommunisterne stadig holder øje med ham i landsbyen. Kun kommunister får gode job og huse, han forsøgte at komme til USA efter krigen men det mislykkedes, i 79 forsøgte han sammen med 35 andre at flygte på en båd, men den blev skudt i sænk. Han er katolik men det er forbudt at holde møder uden statslig tilladelse. Han brød sig ikke om at vi spurgte for meget til samfundskritiske ting, kiggede sig hele tiden over skulderen før han svarede. Vi sluttede på et fort hvor 5000 soldater døde under et tæppe bombardement i krigens sidste dage. Krig er noget lort!! men det er også voldsomt at besøge et etpartistyret land uden frihed for den enkelte!
Næste dag lejede vi cykler og besøgte det gamle kongeslot i Hue og et Ho Chi Minh museum. Lejede en minibus der kørte os til stranden, spiste fisk under et halvtag og faldt i snak med Tree en tyve årrig annanas sælger der imodsætning til mange andre hernede var god til engelsk, hun snakkede i 1½ time, og vi soppede lidt i det kinesiske hav sammen med 200 lokale teenagere. Hoppede på nattoget til Nha Trang , pigerne og jeg havde 2 mellem og to ovre køjer i en 6 personers kupee, i de to nederste sov tre generationer ialt 5 vitnamesere og alt deres skrammel på gulvet 0,8 m2 - vi læssede ryksække og rejsetasker op i køjerne og lagde vandret i 12 timer, loftshøjden i køjen ca 60 cm! Det var den eneste sovevogn, resten af togstammen sov de sidende og lige så tæt. Rigtigt rart at komme ud af toget næste morgen i Nah Trang! fandt et fint strandhotel, men vandkanten var fuld af plastik affald, miljø bevægelsen er ikke slået and hernede endnu! Hoppede i stedet i poolen, og så en flot foto udstilling.
Lørdag havde vi lejet en båd med engelsk talende guide til at sejle os rundt mellem nogle snorkel øer, hun kunne imidlertid kun sige Yes og No og ellers smile, først besøgte vi et akvarium med mange store fisk på meget lidt plads, og udendøers nogle kæmpe skildpadder svømme rundt, tre gange så vi en sluge en plastik pose fra det forurenede vand, i den tro at det var en vandmand, Anton var klar til at melde dem - vi ved bare ikke lige til hvem??? Vi sejlede ud til den yderste ø for at snorkle og lave spændende udspring fra stævnen. Pludselig mente besætningen ikke at der som lovet fandtes nogle restauranter i området, vi fik endelig franarret kaptajnen hans mobil telefon og fik fat i dem der havde solgt arrangementet, og endelig lykkedes det at finde en restaurant, vi købte en 15 minutters tur efter en speedbåd på en gul banan, da vi faldt af 2. gang efter 5 minutter sejlede båtnakken ind med båden og lod os ligge i vandet, endelig kom han tilbage men uden banan og vi fik ham forklaret at vi havde betalt for 15 min - nåhh jeg trode det var 5 men så kan i få 3 min mere! Der går lidt for meget tid med at undgå at blive alt for meget snydt.
Søndag havde vi lejet en mini bus til at køre os op til Da Lat i 1500 meters højde, fin tur så en del okse kærre og mange tørrede ny høstet ris på cementen foran de små huse. I Da Lat besøgte vi det skøre hus en Gaudi efterligning med morsom arkitektur, tema værelser ; græskar, tiger og kænguroværrelse, de lejes ud men var desværre allerede booket, istedet blev det til en fin markedstur hvor vi købte tørret frugt. Prins Henriks forældre har haft sommer residens her.
Vi er nu begyndt at indtage daglige Malarie piller ! Klar til Cambodias højland.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar