Uge 30 Vietnam Saigon

Morgenløb, blev hentet af Paddy en yderst veltalende guide, hans far havde en høj stilling under franskmændene, men blev siden henrettet af kommunisterne i 67 , Passy havde et mislykket forsøg som bådflygtning i 78. God intellektuel fortæller – viste os en 25 m høj Budda, en pagode, et Gerbera gartneri, en kaffe plantage, et stort vandfald med adgang ad stejle klipper. Under en gigantisk regnbyge fik vi frokost under lokale blikplader, et sted uden strøm. Så en silkefarm, med mekaniske væve med hulkort der lavede de fineste mønstre. Besøgte en jævnaldrene familie med tre børn der havde etableret sig i 1994 som os, det havde dog været noget mere op ad bakke for dem, men konen var i modsætning til manden flittig, hun havde et ris vins brænderi og fodrede grisene med resterne så de sov all godt, brændevinen kostede 6 kr for ½ liter, konen misundte os med god grund vores gratis skolesystem, deres store udgift. Fandt vores statsejede ressort kl 8, der var 75 synlige firben, et utal af cikader og 1 rotte hvor vi spiste! Næste morgen i poolen indtil vi fandt den døde frø og masser af insekter i vandet! Paddy tog os med på et lokalt marked, vi er nærmest helt uden for turist område nu, og de lokale kone blev helt fjantede af at se vesterlændinge, vi fik flere gifte tilbud og alle ville røre vores blege hud og fotograferes, et sjovt men ildelugtende sted. Vi så de lokale rense ris i luften og tørre det på vejen, gik i rismarker, både nyplantede og høst klare marker. Besøgte en champingon avler med poser ophængt med kompost i en fugtig mørk bambushytte. De havde også en Pytonslange på 30 kg, som pigerne absolut skulle demonstrere mod ved at iklæde sig!!! Så barnlig var vi drenge heldigvis ikke! Besøgte en bambus landsby med mange glade børn, og bade i en frodig flod lige over et gigantisk vandfald.
Paddy var glad for den danske bistand til et kloakeringsprojekt i Da Lat, men flov over den megen korruption i Vietnam, og kommunist ledernes eget overforbrug. Han havde forsøgt at få lov at undervise men partiet vil ikke godkende hans humanistiske livssyn. Hans kusine er kommet til Australien via et fup ægteskab og han overvejer at gøre det samme, det er ærgerligt at landet ikke bruger hans gode engelsk kundskaber og store intelektuelle balast. Vi aftalte at holde kontakt via email. Tog nat bussen til Ho Chi Minh City også kaldet Saigon ( 9 mill indb.)
Bussen havde asiatiske mål så sengene var kun 165 cm, så vi måtte krølle os noget sammen. Der 40 grader i Saigon. Mona og jeg var på krigsminde museet , noget propegandistisk men mange spændende fotos fra krigens rædsler.
Torsdag var vi på en dagstur til Mekong deltaet, 17 mill. Lever i flodmundingens lave frugtbare arealer, først sejlede vi ud til en familien ad en snæver biflod, de lavede slik af kokus nødder og holdt bier, gav grøn te og senere frokost i den fugtige hede. Blev omskibet til firmands ro kanoer og iklædt vietnamhatte og padlet til en fattig landsby hvor folk i gennemsnit tjente 2$ om dagen, fik frugt og hørte noget uskønt lokalt musik og købte lidt træ tingel tangel.
Næste morgen daskede vi lidt rundt i Saigon og fik nogle frugtshakes, da vi hoppede ombord i bussen til Cambodia råbte en tuktuk chauffør til os: good bye Vietnam, luckey you! Og vi kan kun give ham ret! Fint nok med fattige kommunistiske
Lande, når man bare som de privilegerede mennesker vi er kan forlade landet når man vil! Ved grænsen skulle alle tasker ud og gennemlyses, og pas og visa stemples på tre forskellige kontorer og så lige måles temperatur pga svineinfluenza.
Ankom til hovedstaden Pnom Penh kl 18, det sædvanlige opbud af råbene tur-hungrende tuktuk chauffører, fandt et ok hotel i nærheden af et indkøbscenter, her handler man i dollar!
Lørdag lejede vi en tuk tuk og besøgte i heden S-21 fængslet, et levn fra Pol Pot tiden; fra 1975 – 79 sad her 5000 p.a. de fleste blev tortureret, eller forsøgt genopdraget, da kommunisten Pol Pot anså byens intelektuelle som udbyttere! Omkring hovedstaden er fundet over 1 mill. I masse grave. Et forfærdeligt styrre, Cambodia blev tvunget ind i Vietnam krigen og ammerikanerne hjalp dem økonomisk og efter de ammerikanske soldater tog hjem var der tre års opgår med Vietnam. Blodig fortid.
Søndag tog vi en minibus op til Siem Riep. Glæder os til næste weekend ! Den skal holdes i Danmark!

Uge 29 den demilitariserede zone

Ankom med nattoget til Hue, kystbyen lige syd for DMZ den demilitariserede zone, nord syd grænsen fra 1955 til 1975. Blev installeret på et 100 år gammelt franske hotel, med koloni stemning, højt til loftet, frotte morgenkåber og frisk frugt serveret flere gange daglig, nød værelsernes aircondition da der igen er 38 grader uden for! Tirsdag var Kasper og jeg på morgen løbe tur langs floden, mens de lokale lavede stræk øvelser i Ho Chi Minhs navn. Efter morgensvømmetur i poolen og et overdådigt fransk morgentaselv bord kørte vi op til den gamle grænse, sammen med Anhe vores guide, 62 årrig veteran, havde selv kæmpet på ammerikanernes side, da han kom fra Hue i syd vietnam. Først så vi en katolsk kirke der var sønderbombet, siden Vinh Mos-tunellerne, 1700 meter håndgravede underjordiske gange, hvor op mod 2000 civile havde søgt bombeskjul under de massive bombardementer ( der blev smidt flere bomber i Vietnam end under hele 2. verdenskrig!) 17 børn var født dernede, man lavede aldrig mad derned af frygt for at røgen ville afsløre skjulestedet, lige som den opgravede ler blev skjult af strand sand. Ved Ben Hai floden var grænsen mellem nord og syd før ammerikaner kom, og her kunne familier udveksle hilsner over kæmpe højtalere over floden, og der blev forsøgt at sende madgaver over til det fattige nord. Som jerntæppet blev grænsen her også overvåget af vagttårne med maskingevær på nord siden!

Vi så en af utallige kirkegårde med alt for mange ens sten, kun 10 % havde navne resten var flytet fra store massegrave uden identifikation, mange unge 15 - 20 år og 1/3 kvinder! På den anden side af vejen viste Anhe os en forladt tanks og en del rustne granater. Han havde selv oppereret i området og mistet mange kammerater der! Fortalte bla. at hans datter for nylig var kommet hjem fra den kommunistiske skole og havde sagt: far du er en ond mand der hjalp fjenden under krigen! Han turde ikke forklare sig over for datteren af frygt for at komme med samfundskritiske udsagn, kunne derfor kun græde! Da kommunisterne stadig holder øje med ham i landsbyen. Kun kommunister får gode job og huse, han forsøgte at komme til USA efter krigen men det mislykkedes, i 79 forsøgte han sammen med 35 andre at flygte på en båd, men den blev skudt i sænk. Han er katolik men det er forbudt at holde møder uden statslig tilladelse. Han brød sig ikke om at vi spurgte for meget til samfundskritiske ting, kiggede sig hele tiden over skulderen før han svarede. Vi sluttede på et fort hvor 5000 soldater døde under et tæppe bombardement i krigens sidste dage. Krig er noget lort!! men det er også voldsomt at besøge et etpartistyret land uden frihed for den enkelte!

Næste dag lejede vi cykler og besøgte det gamle kongeslot i Hue og et Ho Chi Minh museum. Lejede en minibus der kørte os til stranden, spiste fisk under et halvtag og faldt i snak med Tree en tyve årrig annanas sælger der imodsætning til mange andre hernede var god til engelsk, hun snakkede i 1½ time, og vi soppede lidt i det kinesiske hav sammen med 200 lokale teenagere. Hoppede på nattoget til Nha Trang , pigerne og jeg havde 2 mellem og to ovre køjer i en 6 personers kupee, i de to nederste sov tre generationer ialt 5 vitnamesere og alt deres skrammel på gulvet 0,8 m2 - vi læssede ryksække og rejsetasker op i køjerne og lagde vandret i 12 timer, loftshøjden i køjen ca 60 cm! Det var den eneste sovevogn, resten af togstammen sov de sidende og lige så tæt. Rigtigt rart at komme ud af toget næste morgen i Nah Trang! fandt et fint strandhotel, men vandkanten var fuld af plastik affald, miljø bevægelsen er ikke slået and hernede endnu! Hoppede i stedet i poolen, og så en flot foto udstilling.

Lørdag havde vi lejet en båd med engelsk talende guide til at sejle os rundt mellem nogle snorkel øer, hun kunne imidlertid kun sige Yes og No og ellers smile, først besøgte vi et akvarium med mange store fisk på meget lidt plads, og udendøers nogle kæmpe skildpadder svømme rundt, tre gange så vi en sluge en plastik pose fra det forurenede vand, i den tro at det var en vandmand, Anton var klar til at melde dem - vi ved bare ikke lige til hvem??? Vi sejlede ud til den yderste ø for at snorkle og lave spændende udspring fra stævnen. Pludselig mente besætningen ikke at der som lovet fandtes nogle restauranter i området, vi fik endelig franarret kaptajnen hans mobil telefon og fik fat i dem der havde solgt arrangementet, og endelig lykkedes det at finde en restaurant, vi købte en 15 minutters tur efter en speedbåd på en gul banan, da vi faldt af 2. gang efter 5 minutter sejlede båtnakken ind med båden og lod os ligge i vandet, endelig kom han tilbage men uden banan og vi fik ham forklaret at vi havde betalt for 15 min - nåhh jeg trode det var 5 men så kan i få 3 min mere! Der går lidt for meget tid med at undgå at blive alt for meget snydt.

Søndag havde vi lejet en mini bus til at køre os op til Da Lat i 1500 meters højde, fin tur så en del okse kærre og mange tørrede ny høstet ris på cementen foran de små huse. I Da Lat besøgte vi det skøre hus en Gaudi efterligning med morsom arkitektur, tema værelser ; græskar, tiger og kænguroværrelse, de lejes ud men var desværre allerede booket, istedet blev det til en fin markedstur hvor vi købte tørret frugt. Prins Henriks forældre har haft sommer residens her.

Vi er nu begyndt at indtage daglige Malarie piller ! Klar til Cambodias højland.

Uge 28 Vietnam

Uge 28 Vietnam Tirsdag brugte jeg noget tid på at diskutere med svindlere, først havde rejse bureauet bildt mig ind at vi blev nødt til at have visum for at komme ind i Vietnam, det passede ikke og efter megen parlementeren kørte vi ud og vækkede den sovende vitnamesiske generalguvenør for at få pas og visa, og da jeg truede med lonly planet ville rejsebureauet pludselig godt refundere halvdelen af visa pengene og give gratis transport til lufthavnen, de kom dog aldrig. Vi var noget spændte op Laos air lines, men bortset fra at det var svært at forstå personalets højtalerengelsk var alt ok. Og efter 1 time landede vi i Hannoi og sparede os derved for 30 timers buskørsel! I Hannoi tog løjerne rigtigt fart, vi blev enige med en taxa chauffør om 300.000 dong ( 75 kr) for at køre os til jysk’s hotel, allerede efter 5 minutter ville han have mere til vejafgift det fik han ikke, så kørte han os tre gange til en forkert adresse og påstod hårdnakket at det var det rigtige sted, ( han gik efter en provision hos andre hoteller, endelig efter 1½ time lykkedes det os at få ham til at køre os det rigtige sted hen i million byen, vi tog et billede af ham og nummerpladen – det brød han sig ikke om. Næste dag var vi lidt rundt i hovedstaden, der er mennesker overalt, scotere og cykler på kryds og tværs, enkelte er begyndt at stoppe for rødt lys, kvinder med bambusåg der vil sælge alt muligt, gadehandlere, børn og tiggere et sandt virvar af lyde og lugte. Så skildpaddesøen og et tempel. Var til dukketeater hvor dukkeførene stod i vand til navlen og opførte 1 times vandteater til et 7 mands orkesters sang og musik, en 1000 år gammel tradition. Fik vasket vores vasketøj på hotellet da de advarede mod at andre snød med vægten, det gjorde de imidlertid også selv! Så jeg fik rigtigt stillet min diskusionstrang i dag! Tog på en 3 dags tur til Halong Bay, kørte tre timer i minibus op til havnen, sejlede sammen med 12 andre på et fint træskib, med spise saloon, soldæk og to mands kahytter. Fik seafood og grøntsager serveret mens vi iagttog de 800 kalkstens øer, stejle og frodige. Var i land og se en drypstenshule med meget flotte formationer. Sejlede i kajak gennem en grotte og kom ud i en fin indsø omkranset af bjerge som i en vulkan. To tykke britiske lærerinder tippede rundt. Købte mystiske chips af en hatte dame i en robåd, alle vil handle hvor som helst. Fik hotpot aftensmad, kog selv kød, suppe, grøntsager en kinesisk opfindelse, spillede kort med nogle hollændere. Sov på båden mens vi stille drev rundt mellem de smukke øer. Næste morgen blev vi sat i land på en ø med 30 tusinde indbyggere og kørt til en klippe grotte der havde fungeret som hospital under ammerikanernes bombeangreb fra 1963 til 73 – over 200 mennesker levede i disse beton forstærkede mørke bunkerhuler, med flere flugtveje. Vitnameserne er hårdt prøvede først franskmændende som kolonimagt, så USA og siden kineserne og sidst Cambodia, men der har nu været fred i 30 år og de har i den grad lagt krigen bag sig og ser uden bitterhed fremad og konsentrerer sig om at bygge op. Vi blev kørt til et nybygget hotel, så lidt på byen, stranden og de mange tømmerflåde huse. Om eftermiddagen sejlede vi ud til abeøen hvor 70 aber huserede, vi vandrede over en stejl bakkekam på spidse klippeblokke og mødte flere aber, om aftenen overtalte nogle tandløse megetsnakkende koner os til at blive roet en time rundt og se deres flod landsby, 100 vis af tømmerflåder med thylejr træskure som de boede i og de flest havde fiskeopdræt i net. De var meget fattige og boede så med udsigt til strandhotellerne! I weekenden tog vi tilbage til Hannoi, da vi så hvor lang køen var til Ho Chi Minhs mousoleum og pælehus, tog vi straks videre til etnografisk museum og så hvordan 30 forskellige folkeslag levede i Vietnam i gammle dage ( de lever på samme måde i dag!) Der var under 3 % hvide på museet så vi oplevede flere gange at vietnamesere på søndagsudflugt ville fotograferes sammen med en blegfed europæer dog et hoved højere end dem. Om eftermiddagen tog vi alle til et gigantisk indkøbscenter hvor nyrige asiatere kan købe vestlige mærker, spiste burgere og så Tom og Jerry inden vi steg på nattoget mod syd.

Uge 27 er af Laos!

Uge 27 Verden er af Laos!
Tirsdag var vi oppe ved den gyldne trekant, hvor Thailand, Laos og Burma mødes ved Mekong floden, for år tilbage verdens største Opiums handels sted, nu er der rimeligt sikkert da især Thailand har gjort meget for at bekæmpe narko handlen, vi så et opiums museum og den livlige grænsehandel mod burma hvor plastik-fantastisk fra Kina fandtes i overdosis. Opiums produktionen er nu fortrængt til Afganistans bjerge.
Vi fandt en plimsolle der sejlede os over mekong floden til det forjættede land Laos, lejede tre dobbeltværelser til 35 kr. stykket, hotelmutter var en rar gammel fransk lærerinde der gerne ville bestemme hvad vi skulle spise og forsøgte at snyde i kursomregninger som alle andre fattige laotere. Vi købte en to dages båds billet øst på ad Mekong floden, sejlede 8 timer hver dag på en tæt pakket longboat, så de lokale bade, fiske og vaske tøj i floden, heldig vis var der en sød lille hundehvalp med som skibshund så Klara havde noget at beskæftige sig med. Vi gjorde stop for natten i en fin lille flod by med en del guesthouses , byen havde lige fået lagt strøm ind til alle for 3 måneder siden, næste morgen skulle de samme mennesker med en halv så stor båd, så det blev en meget lang lang fredag i en asiatisk tætpakket flodbåd i 37 graders varme – så det var en lettelse da vi endelig nåede frem til Luang Prabang , nord Laos’ vigtigste by med mange gode backpacker tilbud. Kasper lejede en cykel, pigerne shoppede og fik massage, Anton stenede foran computeren, Mona og jeg var på National muset, det tidligere kongeslot. Om eftermiddagen lejede vi en tuk-tuk og kørte 30 km op til det herligste vandfald, undervejs blev vi flere gange uden varsel ramt af børn der skød nytåret ind i god tid, de smed spande med vand efter alle på vejen, billig krudt! og de morede sig og vi nød det i varmen – de grinede og smilede voldsomt! Vandfaldene havde azur blåt vand hvor man kunne bade og lave vovede udspring fra klipperne og svinge sig i tov fra et træ ud over den blå pool. Et fantastisk flot sted hvor vi hyggede os nogle timer blandt turister og lokale laotere.
Vi tog på et to dages trek op i bjergene, først 2 timer på mountainbike i 38 graders sauna varme, vi så nogle silkevævere undervejs, totalt smadrede fik vi frokost på en elefantcamp, og blev sejlet ½ time op mod strømmen i en lille intermistisk pram. Badede lidt i noget algegrønt vand og Klara og drengene prøvede en zipline jungle svævebane på sammenlagt 1 km i op til 30 meters højde. Gik 1½ time ad en junglesti til en landsby med 75 familier, ingen strøm ingen vej til biler. Vi blev installeret i en bambus hytte under muskito net. Lejede lidt med landsbyens møgbeskidte men glade børn, de spillede pind, mens hængebugsvin, vandbøfler , geder, hunde og hønse løb frit rundt overalt. Fik en udmærket vegetar gryde tilberedt over bål, og da familien vi boede hos ejede et af landsbyens 3 tv ( på solceller), fungerede deres hytte som bio og vi så Thai tv sammen med 40 børn og voksne i den mørke aften.
Hanerne galede fra 5 til 6 og vi morgenslumrede til grisegrynt og båltændings lyde – gik 1 time ned ad bjerget og sejlede i kajak i 5 timer, på en ren sideflod til Mekong, det var hammer varmt, så vi nød det når nytårs glade børn sprøjtede vand på os til stor morskab for alle. Mona og Anika kæntrede i en fos – men drengene og Klara badede frivilligt i floden, som var dejlig svalende ca 25 grader – vores drikkevand var derimod 40 grader! Der var meget liv at studere ned ad de 25 km flod; hundrevis af vandbøfler, nøgne børn der sejlede i bildæk, mang der fiskede med kaste net eller undervandsharpun, nogle vaskede guld andre tøj, mange gravede sand og grus ved at dykke ned og fylde spande op med flodbunds materiale og overlæsse små longboats til 3 cm fra rællingen og siden losse prammene på på flod bredden og læsse lastbiler med håndskovle – enorm aktivitet og gå på mod – de er også utrolig flittige i køkkenhaverne og har masser af grøntsager – det er et fattigt land men på en acceptabel måde og levestandarden stiger ganske hurtigt, gode veje og mange har motorcykkel og mobil, den megen graven sand og sten vidner om stor støbeaktivitet. Alle har gratis skole gang, men nogle har ikke råd til bøger og transport til overbygningsskolerne. De mest afsidesliggende landsbyer bliver tvunget til at flytte nærmere alfavej for at samfundet kan give skole og lægehjælp. Men det er dejligt varmt og frugtbart og trygt i landet. Der er i den grad håb for asien - og hvis Niels’ gamle ord om at beskidte børn er glade børn ! Så er de overlykkelige!