Uge 17 Gletsjervandring og elastikspring

Iført vandrestøvler og pigsko, shorts regnjakke og solbriller begav vi os op gennem regnskoven mod Frans Josef gletsjeren, isen når helt ned til 300 m.o.h og det regner 9 meter om året på toppen, vi klatrede på stiger og ad is trapper klamrende os til rebet, mens guiden flittigt brugte ishakken. Vi spiste frokost ved en smeltevands brønd med blå is og udsigt til regnskoven nedenfor! Kørte ned langs vest kysten til Quienstown, hvor vi tog gondolen op på bjerget, mens turister i hobetal tog tandemspring med drageflyvere nedad, kørte i gokarts ned ad bjerget, så nogle tåber springe i elastik. Torsdag tog Mona og Klara på jetbådtur fortsatte i kanoer iført våddragter i fossende koldt vand, ( 4 andre tippede i!) Vi andre tog til Kawerau Bridge, der hvor bungijump blev startet som turist forretning. En 43 m høj bro over en smuk bjergkløft med herligt blågrønt vand i bunden. Det var skræmmende at skulle gå planken ud og tage den store beslutning om at hoppe ud i intet...Jeg blev hånet en del for at være den der stod længst på kanten ( 40 sek.!) inden modet næsten kom og den venlige guide gav mig et knæ i rumpen så jeg kom ordentligt ud over kanten! Det var sjovest bagefter! Men meget betagende at betragte andres ansigtsmimik på storskærm når de stod på kanten! 1 mill. har sprunget og ingen alvorlige skader! Bag efter stod den på Helikopter tur ind over bjergene, til Shortover river hvor vi iført våddragter,støvler og hjælm var på den vildeste riverrafting på 1½ time, vi tonsede ned ad 4 foss og gennem en tunell på 170 meter og fik båden fyldt med vand - Fed tur i et fantastisk landskab, 1½ times grin. Var alle ved lægen for at blive re-vaccineret for gulfeber, kørte mod nord og pludselig var der 80 km i begge retninger til nærmeste benzintank, og måleren nede på det røde, men vi fik os humpet over det sidste bjergpas i ødemarken og trillede ned til tanken. Kom op til Lake Tekapo ved en kæmpe ferskvandssø hvor vi sejlede i kajak og vandrede 4 timer op forbi et stjerneopservatorium op på St. John med en fantastisk udsigt over ødemarken , desværre var der høje skyer så vi kunne ikke se toppen af Mt Cook ( 3800 m) .Kørte til Christ Church hvor Jacob skulle med en flyver hjem til Danmark. Vi tog i engelsk Anglikansk kirke hvor man fik lov at drikke ad nadverkanden, hvorefter præsten dog tørrede den af før næste synder. Så tog vi adrenalin skoven, hvor vi i tre timer kravlede rundt i op til 15 m høje træer med taljer og karabinhager, og svævede fra træ til træ. Vi er ved at få smag for New Zeelændernes skøre påfund.

uge 16 Syd øen New Zeeland

Søndag kørte vi til Battelhill og så fårehunde i aktion, samt gik en fin tur i regnskoven, kørte til Wellington hovedstaden og så en slags nationalmuseum, med en 4 meter stor blæksprutte, moderne kunst et jordskælvsramt hus og mange indvandrehistorier. Næste morgen sejlede vi over Cook strædet i det finest vejr, det er ellers kendt for blæst og stærk strøm, særlig flot er turen ind i de lange smalle fjorde. Vi tog op til sydøens nordvestlige hjørne, til Nationalparken : Abel Tasman, hvor vi blev fragtet op langs kysten af vandtaxaen, og vandrede tilbage gennem regnskov, over vandfald og langs flotte frodige Bounty sandstrande, de sidste to km gik vi på havbunden, da tidevandet havde rukket sig tilbage og de sidste krabber var ved at grave sig ned i huller. I Nelson var vi på WOW museum, en slags bærbar kunst; dragter fremstillet af fantasifulde materialer, heldigvis var der samme sted en flot biludstilling så der var noget for enhver smag. Uden for Nelson fandt vi en seriøs svævebane, 1,3 km lang vi nåede op på 89 km i timen og hang 115 over trætoppene, før vi fik hele turen baglæns. Aftensmaden blev indtaget med benene dinglende ud over bolværket nær Picton mens sandfluerne smæskede sig i vores blod. Klara fodrede ællinger og faldt i snak med to australske børn Tea og Jasper på 9 og 11 år - vi tog dem med på skumringstur i regnskoven for at se glow-worms, de lyste som 10.000 små dioder i skrænterne da først mørket faldt på. Tea og Jaspers forældre inviterede os til at besøge dem når vi til februar kommer nord for Sydney. Så tog vi ned langs øst kysten til Kaikouroa hvor vi mødte familien Hjort fra Dronninglund, der blev bagt pandekager, badet i pool og udvekslet billeder og fortællinger til den store guldmedalje. Næste morgen havde vi sammen booket en hvalsafari kl 6.45 men den blev aflyst pga høj sø - istedet gik vi en tur langs kysten og så sæler og så annemoner og legede med drivtømmer. Kl 11 mente kaptajnen at det var forsvarligt at sejle ud så vi gjorde klar med sikkerhedsfilm og søsygepiller og stævned ud i de store bølger i en 50 personers hurtiggående katemeran båd, bølgerne slog ind over ruderne men snart fik vi kontakt med den første af tre kaskelothvaler, vi fik kortvarrigt lov at komme ud på dækket, børn i redningsvester og alle klamrende sig til rækværket, for at nyde 3 minutters hval ånding i overfladen inden den dykkede ud og vinkede farvel med halen. Vi så også Albetrosser og Delfiner, det glædede særligt Mona da vi vendte om og kunne se land igen - fin tur, store dyr på et kæmpe hav, der kun 20 sømil fra kysten er 1600 meter dybt.

Næste dag tog vi sammen med de gæve nordjyder ned til Hammer Spring og badede i varme kilder inden vi tog tårrevædende afsked på en kaffebar, efter nogle rigtigt hyggelige dage. Vi kørte tværs over øen nord om alperne til vestkysten hvor vi så Pandekage klipper med blowholes , men selv om at vi kom to timer før tidevandet toppede var der ikke meget gang i semi geiserne, så vi tog ned til Hotitika og badede i stillehavets gigantiske bølger og gik en fin 40 min. hike i regnskoven inden vi faldt i søvn i Frans Josef town ved siden af 100 kvier.

Uge 15 Nordøen New Zeeland

Vi sov hos Erik og hans New Zeelandske kone Jose, om morgenen kørte Klara i nattøj bag på Eriks motorcykel ned for at fodre dværghøns, og så var vi på ladet af pickuppen rundt og se marker, og det var med stolthed han vist frem hvad de havde forvandlet lava bakkerne tilgroet i krat til! Det er også tankevækkende at emmigranterne på 100 år har forvandlet New Zeeland til et smukt og velfungerende vestligt land – når vi lige kommer fra Peru hvor man stadig render rundt med to koner foran en tvivlsom træ plov og driver landbrug som på Jesu tid!
Erik tilbød at være vores guide i Rotorua, han vist os den begravede landsby, i 1886 exploderede vulkanen og begravede 200 maurioer levende i 4 meter aske og lava. Vi tog videre til de varme kilder i byens park og så træskære arbejderne i Mauriokirken i Rotorua. Børnene mente at de havde fået en overdosis af kultur, så de fik en tur ned ad bjerget i en kæmpe badebold ( 3 meter høj) og med lidt vand i , endnu et finurligt Kiwi-påfund. Næste dag besøgte vi ferskvandsøen Taupo på 600 km2 hvor vi sejlede i jet båd helt tæt ind til et gigantisk vandfald. Siden kom vi ud til øst kysten til Napir, som blev knust af et jordskælv i 1931, men ved en global indsamling trods krisen, lykkedes det at genopføre byen i art Deco stil – flotte huse californisk inspirrede, og det bliver holdt jazz og charlstonfester i byen.
I Dannevirke mødte vi Bill Gundersen som er van med spejder Hanne fra Hallund, han tog os med ud og se 1000 køer blive malket i karusel, 6,5 min for 70 køer, de gav 4000 liter mælk pa. Hvilket kun er det halve af DK men mælkeprisen er den samme, køernes ben døjede med at holde til at gå 40 km om dagen, malkestalden er stationær men græs arealerne skiftende. Bill tog os med til Norserod den norske enklave, hvor vi mødte Bjørn der havde knoglekræft, men tilbragte sommerhalvåret med at bygge hus og andet med hænderne i New Zeeland. Hans datter Eva og hendes datter fortalte ivrigt om landet, rart med nogle norske historier. Lørdag morgen hentede vi Anika og Jacob ved natbussen i Wellington, så nu er autocamperen fyldt godt og vel op igen. Mona og jeg gik 2½ time op ad stranden og over middag kørte vi ungdommen ud på en tilsvarrende afstand og satte dem af! Godt at verden er så stor at vi indimellem kan gå hver sin vej!

Uge 14 til New Zeeland

Mandag den 28. Blev brugt i Universal studios, hvor vi mødte Shrek og Peter Pedal, var i Homers tvivlsomme forlystelsespark, kørte i tog rundt i filmbyen hvor der var kunstig regn, sne, flyulykker og hajer og kæmpe eksplosioner, sejlede rundt i Jurisic Park – I LA internationale lufthavn mødtes vi med Jacob og fløj sammen de 13 timer i mørke over dato linien og Ækvator hvorved vi mistede den 29. December og således ankom i sommer og sol i Auckland den 30. dec, kørte i venstre side ind til vores Nytårs hotel. Nytårsaftensdag fordrev vi med en sejltur til Waiheke island hvor vi sejlede i kajak på Stillehavets krusninger og badede på nordkysten før vi måtte tilbage til Auckland og gøre os nytårslækre, fandt en fin restaurant på havnen , lavede lidt underholdning og kæmpede bravt med at holde os vågne til midnatsfyrværkeriet fra SkyTower, byens 300 meter høje vartegn. Nytårs morgen kl 7 tog jeg en taxa ud for at hente vores camper. Anika og Jacob blev i Auckland for at nyde hinanden og byen, vi andre kørte mod øst til Hot water beach, hvor man gravede huller i strandkanten til det termiske svovlvand. Om søndagen besøgte vi en kiwi farm, og inviterede os selv på kaffe hos Jose, pensionist damen vi mødte til madlavning i Peru, hun havde også inviteret hendes danske venner fra kirken; Erik Roehde som var emigreret fra Djursland som femårrig, han snakkede stadig et fint djurslandsk, hans familie havde i 50’erne rydet 300 ha krat – og omdannet det til en kvægfarm med 1200 fededyr i grønne græsbakker, der dog er så stejle at der må gødes fra fly. Vi var med dem til luteransk aftengudstjeneste, prædikanten havde været frivillig bombepilot under 2. Verdenskrig. Ved kirke kaffen faldt vi i snak med en maurisk kvinde og hendes 12 årrige søn, der er ca 15% maurier herned og de er blevet godt behandlet at englænderne – måske klodes bedst behandlede oprindelige folk!