Uge 13 Santiago

Tirsdag kom vi til Santiago, 25 grader varmt og en meget tør luft omkring 30 % - så der skal drikkes noget vand. Vi havde fundet en 6 mands lejlighed i Las Condes, på 15 sal. Mona og jeg gik i indkøbs centret for at købe en julegave til hver af børnene, den måtte helst ikke fylde noget af hensyn til de hårdt stoppede rejsetasker. Lillejuleaftensdag tog vi metroen ind til centrum og så katedralen, præsidentpaladset og mødte julemanden på La Plaza. Santiago er meget smuk by, med mange flotte bygninger og udsigt til bjerge med evig sne. Der bor 6 mill. af chiles 16 mill indbyggere. Da vi kom hjem fandt vi en pool på nabo hotellet, det var rart da vi havde svedt en del i solen. Vi fandt også et plastik juletræ, og købte mad ind til juledagene. Juleaftens dag gik med indkøb og lave risengrød til frokost, lave et kombineret sne landskab af hotellets frotte håndklæder og krybbespil af klaras fingerdukker, svampebob og diverse figure, rengørings Signoritta faldt helt i svime over opstillingen. Sidst på eftermiddagen holdt vi pakkespil, fik hjemmelavede frikadeller med brun sovs og risalment. Dansede om juletræ på altanen i den stærke aftensol ( solen gik ned kl 2130 juleaften, og vi havde shorts på). Juledag tog vi metroen ind til den internationale anglikanske kirke, hvor en menighed på 125 fejrede julen, vi faldt i snak med en canadier og den tidligere ambasadør frue fra Hellerup, dejligt at snakke med engelsk talende igen. Lørdag ( 2. juledag) måtte vi op kl 4.3o og afsted til lufthavnen - fløj til Bogota i Colombia, havde 13 timers ventetid, så vi fik en guide til at vise os rundt i hovedstaden i 5 timer, var bla med svævebanen oppe på Cerro Monserrate, på bjerget 600 meter oppe, var en fin kirke og have anlæg med rigelig julepynt. Søndag morgen ankom vi til Los Angeles, det var lidt som at komme hjem igen, de snakkede engelsk, ville ikke stjæle alting og lavede ok mad! Vi havde lejet en bil og kørte ud til Hollywood stranden Santa Monica, hvor en kæmpe badebro førte ud i Stillehavets bølger, på broen var et tivoli hvor vi fik en rutsjebanetur, der var neger breakdancere, lystfiskere der fik bid, musikere og gøglere og en herlig hyggelig stemning, de er meget lige til og utroligt farverige disse ammerikanere.

Uge 12 Chile

Første stop i Chile var San Pedro, 5000 indb. ørkenby, søndag aften kl 9 var vi på stjernekiggeraften, en fransk astronom viste os rundt med sin laser, og franske charme på den mest fantastiske nattehimmel, 20 km uden for byen, vi kunne med det blotte øje se 4 galakser, og saturn stod helt klar, han havde bygget 15 teleskoper vi kunne kigge i og se stjerne tåger og planeternes måner. Mandag var Antons I-pod blevet stjålet, da de havde sovet for åben dør, men Signoritta fandt den under morgenrengøringen! ( teenagere og orden!) Mandag aften tog vi natbussen 1600 km sydover til La Serena, hvor vi i hemmelighed forberedte Klaras fødselsdag; 11 År - gaver på sengen ( i Chile kan man pludselig købe andet end lama-lort ) - balloner og flag guilander - skattejagt i byens indkøbscenter, massagestol og ende med at slå dragen af tønden i byens børne zoo. Næste dag lejede vi cykler og kørte langs stillehavskysten ud til Quiombo 15 km mod syd, besteg byens bjerg på 200 m på mouintain-bikes, her havde de bygget et beton kors på 60 meter med indvendig elevator, så vi kunne nyde udsigten. Resten af ugen gik med at cykle rundt i byen, jule shoppe, pool bade og prøve Stillehavets kolde bølger, lave lektier, Monas digitalfotoløb, Anikas konfektlavningsundervisning, Pouls idrætsdag, Klaras skattejagt, Kaspers tipsmesterskab og Antons Poolparty. Så nu er vi klar til at drage til Santiago og fejre jul.

Uge 11 Bolivia

Børnene havde fået en ovedosis af buskørsel på skod veje, så vi havde købt en flybillet fra La Paz til Sucre, flyveren kom ikke kl 10 som lovet og heller ikke kl 11 - ingen information, ingen talte engelsk- kl 13 dukkede den endelig op! I Sucre sloges 20 taxi chauffører om at køre os 2½ time til Potesi. Potesi er verdens højest beliggende større by i 4100 meters højde. Byen ligger ved CerroRico ( det rige bjerg). Her er der blevet gravet efter sølv i 500 år. Legenden siger at Spanierne er fjernet så meget sølv fra bjerget at man kan bygge en bro de 10.000 km herfra og ttil Spanien og en bro tilbage igen af knoglerne fra de 8 mill. mennersker der har mistet livet i minerne! Uhyggelige tal. Der arbejder stadig 8000 mand i coperativer i minen, vi købte Coca blade, og dynamit som gaver til minearbejderne, lavede en prøvesprængning uden for minen med 200 g TNT Plastisk sprængstof, som vi havde købt af en 6 årrig pige. Det gav et seriøst brag. Iført regntøj, hjelm og pandelygter, begav vi os ind i den klamme lavtloftede mine, hvor coca tyggende svedige arbejdere skubbede små togvogne med 1000 kg malm ud af sporet. Der var både Zink, kobber, tin og sølv i minen. Desværre er Bolivianerne nødt til at exportere stenfraktionerne til Chile, da de ikke selv har nogen forarbejdning, smeltning, de er og bliver fattige.

Onsdag i middagshede satte vi os i en bus til Uyoni, vi havde vist billet og lastet de 14 tasker og fundet vore nummererede pladser, så kom en båtnakke af en bus-steward og påstod på spansk at vi skulle med en anden bus, ud med alle pakkenelikkerne og hele tiden have et øje på alle tasker ( 40% af indbyggerne tjener mindre end 1 $ om dagen) , ingen af de andre busser vil kendes ved os, tilsidst kom vi via billet-bureuet tilbage til den oprindelig bus med alle tasker og børn, og jeg gokkede den båtnakkede steward lidt i hans sorte hoved.

Torsdag startede vores 3 dages tur ud i Saltørkenen, vi var blevet lovet en max to år gammel Toyota Landcruiser, den var på den gode side af 12 år, de lover væsentligt mere end de kan holde, men turister er nemme at nare. Vi fik tøjret alle taskerne oven på taget, og så gik det fuld hammer ud i ørkenen, med stop ved en togkirkegård, salt museum, et salt hotel bygget af salt, selve salt ørkenen er på 1,2 mill. ha 110 * 110 km , for 10 mill år siden var det en bjergsø i 3800 meters højde, nu er det en stor jævn hvid flade, vi kørte 70 km ud til en kaktus ø, med 10 meter høje kaktusser midt i søen. Næste dag fortsatte vi 7 timers kørsel i grusørken, Klara tabte en tand af de mange rystelser, så 4 forskellige laguner med flamingoer, masser af flotte bjerge og kom til en ruin med seks mands sovesale, der fik Sanholmlejren til at ligne SAS-hotellet.

Næste morgen stod vi op i frost og mørke kl. 4 og kørte et par timer til nogle geisere med svovl lugt og kogende mudder i solopgangen, kl 7 kom vi til en flamingo sø med en varm kilde, med 45 grader varmet vand, vi smed hue,vanter og skiundertøj og hoppede alle i det varme vand, mens vi kunne iagttage is på vandpytterne omkring os, og havde den mest fantastiske bjerg og flamingo udsigt. Spøjs oplevelse. Kørte 1½ time videre ad støvveje hvor vi ved en vulkan sø fik morgenmad, de hidtil tørreste briketter med noget brunsæbelignende noget de kaldte marmelade, som hævn stoppede vi deres banjo ( toilet på spansk), kloak systemet er ikke beregnet til toilet parpir, det har vi styr på, men det er heller ikke dimensioneret til danske rumper! det er små mennesker hernede Klara er på højde med de fleste voksne, i bussen er det kun turisterne der kan nå gulvet, når vi sidder på sæderne.

Til middag nåede vi den chilenske grænse, og tog afsked med vores firhjulstrækker, og så kom der asfalt! noget vi ikke havde set i 600 km! Og vi kørte nedad bjerget med propper for ørene til San Pedro. Ned til 27 graders varme, noget af en kontrast til morgenens frost.

Uge 10 Chusco

Vi er så fyldte med oplevelser og nye indtryk, at vi trænger til ro, renlighed og regelmæssighed, det midterste bliver svært i et land med 5 mill. hunde og regn hver dag og ingen asfalt, og 35 % har ikke inlagt vand og strøm, og kun de færeste varmet vand! Vi har besluttet os for at blive en uge mere i Cusco, for at få ro på sjælen, så vi har meldt os til et spansk kursus på 5 dage.



1. søndag i advent, Klara vækkede os med advents kransen på hovedet med 1 lys tændt, og hver havde købt en kallender gave. Gudstjenesten foregik for engangs skyld på dansk, Anton downloadede salmer på sin ipod og Kasper lavede debat oplæg over emnet bøn. Så tog vi en taxa op på bjerget, til den store kristus figur, og gik ned blandt lamaer og kvinder med lange fletninger. Vi skulle mødes med Pedro på 10 og hans 3 søskende på 13,17 og 20. Pedro var vild med Klara og Anikas lyse hår, det var tredje gang vi mødte dem, de kunne lige så meget engelsk som vi kunne spansk, men vi kunne spille kort, og kryds og bolle og drille hinanden, de ville meget gerne fotograferes med os, men hen på aftenen kom en hel flok teenage tøser, der også ville fotograferes med Kasper, det blev til sidst for meget for ham og så gik vi i seng!
De næste 5 hverdage havde vi 4 timers spansk hver formiddag, Kasper og Anika var en klasse og de to små og de to gamle en anden klasse, der blev terpet frugter, dyr og fraser og bøjet uregmæssige verber, enganimellem fik vi læreren overbevist om at vi skulle spille banko eller lege tegn og gæt. Torsdag aften var der hjemkundskab hvor en kok skulle lære os at lave lokal mad på spansk - Heldigvis var der også et andet dansk par - så vi fik kåret noget dansk og byttet lidt bøger.
Vi var så heldige at få fat på en lejlighed, tre værelser, bad og køkken og rigtige sofaer man kunne slænge sig i - det var dejligt at kunne lave mad igen, utroligt så hurtigt man bliver træt af restaurent mad. Vi fandtogså noget der lignede et supermarked hvor man kunne få rimelige råvarer.
Fredag aften tog vi nat bussen til Puno, og videre til La Paz, hvor vi ankom efter 19 timer, bussen satte sig fast i trafikken og vi stod af og fandt et fint hostel, Søndag var der valg og strejke i verdens højst beliggende hovedstad, så havde vi pludselig gaderne for os selv, sammen med byens børn der morede sig med fodbold og skateboard kørsel ned ad de nu menneske tomme gader.

uge 9 Macu Picu

Vi er lige vendt hjem fra Macu Picu trek, godt svedige og trætte i kadaveret.Det var en stor oplevelse, Vi tog afsted tirsdag morgen kl 6 - kørte i minibus sammen med vore 10 Portere - de skulle lave mad, bære telte, borde og stole, samt vore soveposer. Vi kørte i 1½ time ad Perus hullede grusveje, Klara kastede op 1. gang en blanding af køresyge og højdesyge. Anika var også lidt slatten pga. højderne. Vi vandrede 5 timer den første dag, paserede en del lokale bønder med æsler, og lamaer som trækdyr, pjattede lidt med nogle beskidte indianerbørn, når man satte sig for at hvile lidt blev man kysset i nakken af fritgående æsler, køer eller høns. Til frokost havde de seje portere overhalet os og sat køkken samt spisetelt op, opstillet 6 gule vaskebaljer og 6 vaskeklude. Så blev der serveret varm suppe, og en varm ris ret samt coca te. I Peru får man varm mad morgen middag og aften. Om eftermiddagen begyndte det at regne, så vi ankom til aftenlejren i mudder - Anika havde fået mave kramper og gik i posen allerede kl halv fem, vi andre blev trakteret med te, popkorn og butterdejs ostehapsere. Det bliver hurtigt mørkt kl. 18.15 så efter at have overvundet den naturlige modværge mod de mildest talt ulækre lokummer, var der tre retters aftensmad. Tidligt i seng under sydkorset, efter at Klara havde kastet op 4 gange og Anika havde mavekneb! Næste morgen blev vi vækket med coca te på sengen kl 6. Anika havde det dårligt og blev fulgt til landsbyens spansktalende doktor, han gav hende nogle piller og det blev bestemt at Mona og Anika skulle gå de 12 km tilbage. De skulle så finde en bus og tog til Macu picu town og finde et hostel der og mødes med os fredag. Vi tog afsked med de to store piger og begav os ud på dagens bjergetape, opstigning 1200 højdemeter i tynd bjergluft, man bliver let forpustet på trapperne og vi holdt derfor mange pauser, Klara havde ikke kunnet spise noget morgenmad, men hun genfandt hurtigt sit gode humør og tyllerde nogle colaer og kiks ned, og fik også smag for at tygge coca blade, en diciplin porterne var gode til, de slæbte alle over 30 kg og nogle af dem havde kun hjemme lavede sandaler af bildæk, de svedte voldsomt når de løb forbi os for at nå at tilberede mad og stille telte op før vi ankom. Da vi nærmede os toppen begyndte det at regne, Klaras ponchio var for lang, så hun faldt i den, hun fik våde bukser og frøs tænderklaprende i 4000 meters højde, vi måtte lave en hurtig omklædning under guidens poncio og fik hende gjort glad igen, vi nåede den døde dames pas, og manglede så blot to timers nedstigning, heldigvis kom solen tilbage og vi kunne nyde de mange vandfald. Fra vores topersoners telt havde vi den mest fantastiske udsig over Andesbjergenes sne toppe og roterende skyer i dalen. Klara havde fået forklaret kokken at pasta suppe var hendes hof! så hun kom hurtigt på toppen igen. Om natten var det Anton der havde ræserrøv - han nægter i modsætning til Klara at indtage Coca - skolernes misbrugskonsulenter har været lidt for grundige ved ham! På tredje dage lage vi ud med to timers opstigning kl 6 - vi paserede endnu et Inka ruin kompleks, en militær post, efter det 2. pas gik det nedad, og vi nåede snart tåge skoven, med lianer og tæt tæt regnskov - vi kom igennem 2 inka tuneller og vandrede på smalle terrasser - eftermiddagsmaden lærte vi guiden at spille røvhul - og så begyndt det igen at regne i de næste fire timer! man nu var vi bedre forberedte på regntiden og iført både regntøj og poncioer holdt vi os næsten tørre, dagen sluttede med 4000 trappe trin nedad, i begyndelsen ubehageligt stejlt, og sidst på dagen syrede benene. Så bliver man glad for et telt og en tør sove pose- skønt telt og ligge underlag var klamme af porternes sved! Det var den sidste aften så porterne havde lavet festmad, suppe, vegetarpizza, to slags ris noget de kaldte kylling og en sej gammel ko, frugtsuppe til dessert - vi havde fundet ud af kun at tage en gang og hurtigt sende faddene ud, Porterne gjorde store øjne over alt det vi levnede og deres øjne lyste - så var det et godt supplement til deres grød. De skulle have deres tip money og stilled op på række og sagde tak, de talte ikke spansk men Ketaye hvilket er et levn fra Inka tiden, de tjener 50 kr om dagen som bærer hvilket ikke er meget for at splitte sin ryg og knæ ad i bjergene. Midt på ruten så vi en turist med dårligt knæ blive båret ned ad en ihærdig porter! Næste morgen blev vi vækket kl 3.45 efter morgen pandekage gik vi med pandelygte mod sol porten, hvor vi nåede frem kl 6.30 sammen med 200 andre " pilgrimme" herfra ser man for første gang ned over Maco Pico med de karakteristiske bjerge bag. Vi kom ned og genfandt pigerne, og så var der ruin rundvisning, Inkaerne var dygtige håndværkere og mange af bygningerne stod indtakte efter 500 år i et jordskælvsområde. Vi tog med bussen ned ad bjerget og fik en tiltrængt frokost i byen, før vi tog med den eneste alternative til inkastien; det blå tog ud af dalen - toget kørte de 45 km vi havde gået på 1½ time det går ikke så hurtigt hernede, men en stor oplevelse at vandre med sine børn i den tynde luft og nå sine grænser og forundres over bjerge, historie, begonier i tusindvis, og menneskets trang til at bosætte sig de mest finurlige stedder. Det var en længere afhandling, stor og kærlig hilsen til alle derhjemme fra os alle!